kontormiljoe

Om

Nedenfor kan du læse en mere uddybende beskrivelse om min faglighed, personlighed, og hvad jeg kan tilbyde.

Varm, rolig og glad er tre ord, der meget kort beskriver mig som menneske. Min rolige personlighed gør mig behagelig at arbejde sammen med, og gør mig i stand til at holde overblik og bevare roen selv i meget travle perioder. Mit gode humør gør, at jeg formår at sige min mening på en ordentlig måde, som er konstruktiv overfor mine kollegaer. Jeg er en humørspreder, som formår at sprede god stemning på kontoret, og får rynkerne i kollegaens pander til at blive til brede smil istedet. 

Jeg er et socialt menneske, der samarbejder godt med andre og trives i sociale sammenhænge – både privat og arbejdsmæssigt. Mine kollegaer er vigtige for mig, og det betyder meget for mig, at jeg kan få opbygget gode faglige såvel som personlige bånd med dem. 

Min hjerne er kreativ, men jeg formår at tæmme den, så jeg kan levere målrettet og til tiden. Min kreative hjerne har et bredt ordforråd, som er vitalt, når der skal udvikles koncepter og grafisk design – der virker.

Siden 2013 har jeg leveret grafik og rådgivning, såsom logo design, brochure design og meget andet til en bred vifte af kunder. Det seneste år har jeg sammen med min partner Mads Lønnberg arbejdet med vores iværksætter projekt Kandl, med målet om at levere et bæredygtigt, økologisk lys til Danmarks vinterhygge. Samtidig har jeg arbejdet i Nøddebazaren, hvor jeg har konceptudviklet og leveret grafisk materiale til både online og tryk, samt ageret sparringspartner i forretningsudviklingen.

Jeg nyder at arbejde indenfor mit felt. Det er en fed følelse, at levere et produkt, som fungerer for kunden. Lige siden jeg satte min fod hos Publicis, hvor min fætter var AD’er, i en folkeskolepraktik, har jeg altid vidst, at det var her jeg hørte hjemme. I den kreative branche.